ISTANDSÆTTELSERestaurering |
PROJEKTETBygherren ønskede en omfattende istandsættelse af gården, og projektet omfattede vestlængen, stalden øst for porten i sydlængen og svinehuset syd for hele anlægget. Facaden mod øst i østlængen var styrtet sammen, hvilket trak gevaldigt i hele tagkonstruktionen. Der er derfor indsat tre stabiliserende skiver, samt nye finske lægter i tagkonstruktionen. Gården har derfor fået nyt stråtag med kæppetækning syet med krumnål. Svinehuset, der i dag anvendes til gæs har fået ny gavl som kopi af den gamle. Sammenkæringen mellem sydlængen/hestestalden og malkekammeret hang dårligt sammen, og længerne var sandsynligvis ikke sammenbygget fra start. For at skabe indbyrdes stabilitet blev østlængens rem forbundet med sydlængens rem mod gården. Stråtag og lægter er blevet delvist udskiftet. Brædder på loftet var ormstukket og udtjent og blev udskiftet med brædder i samme dimensioner som de eksisterende. På østlængens østside var stolperne knækket i det svage punkt ved skramningen til sidebåndet. Her blev konstruktionen løftet og tavl og stolper repareret. Døre er istandsat ved at defekte revler og brædder er udskiftet med genbrugsbrædder med samme udtryk som de defekte. Defekte stabler og beslag på revledørene er repareret eller udskiftet, så dørene fungerer igen.
|
HISTORISK KONTEKSTBukkehøjgaard er en firelænget bondegård med fritliggende svinestald, der stammer fra før 1800-tallet. Den er beliggende på en forhøjning i landsbyen Ågerup. Gården er fredet og fremstår i dag stadig som en tidligere typisk sjællandsk gård fra 1800-tallet. Gårdens længer er bygget op med udvendig sidebåndskonstruktion, hvilket efterhånden er et sjældent syn i dag. Gården har beholdt forskellige tegn, som eftersigende skal beskytte mod trolddom. Besværgelserne er indridset i tavlet i 10. fag i østlængens østfacade og sømmet foran stuehusets 13. fag. |